Om.

Grafisk designer i Aarhus
– Pernille Granath –

Jeg er grafisk designer, kreativ konsulent og webdesigner med base i Aarhus, og jeg har drevet virksomheden by pernille granath siden 2005. For dig betyder det en erfaren samarbejdspartner, der kan hjælpe med at omsætte dine idéer til gennemarbejdede visuelle løsninger.

Oprindeligt er jeg udlært herreskrædder. Siden har jeg arbejdet mange år som produktionschef i mode- og tekstilbranchen, hvor jeg havde ansvar for leverandørnetværket og kvalitetsstyringen. Det har krævet en fin forståelse for samarbejde og en sikker koordinering på tværs af mange forskellige kontaktflader.

Den erfaring har også givet mig en stærk sans for detaljer, form og farver samt en struktureret tilgang til opgaver. Det kommer dig til gode i form af løsninger, hvor der er styr på helheden, og hvor intet er overladt til tilfældigheder.

I alle mine tidligere roller har empati og forståelse for mennesker været et gennemgående fokuspunkt. En tilgang, jeg også aktivt bringer ind i mit arbejde med design i dag.

Din visuelle identitet er ofte dine kunders første møde med din virksomhed.
Derfor er det vigtigt at have en professionel og troværdig grafisk profil.

Min tilgang til grafisk design og webdesign

Det personlige håndværk er og bliver mit udgangspunkt. Ligesom et skræddersyet stykke tøj skal et grafisk udtryk have den rette pasform. Derfor arbejder jeg med æstetik, detaljer og forståelse for den enkelte.

Alle fortjener nemlig et udtryk, der afspejler deres styrker og særlige karakter – uanset om man er lille eller stor. Derfor tager jeg udgangspunkt i, hvem du er, og hvor du står, så du får et visuelt udtryk, der både ser rigtigt ud og føles rigtigt for din virksomhed. Det styrker din genkendelighed og gør det lettere at skabe tillid i mødet med din målgruppe.

Som selvstændig har jeg vekslet mellem længerevarende samarbejder samt større og mindre opgaver. Det har gjort mig fleksibel i både opgaveløsning og samarbejdsformer.

Jeg elsker de forløb, hvor jeg over tid kan fordybe mig og designe grafiske identiteter fra bunden og løbende forfine og udvikle dem, så de passer helt naturligt til dem, de er skabt til.

Jeg kan hjælpe med:

  • visuel identitet – corporate identity, udvikling af logo, visitkort, brevlinie og website
  • grafisk design – bl.a. layout af annoncer, foldere, flyers, plakater, kataloger, salgsmateriale, lookbook, tidsskrifter og magasiner
  • web – design og opsætning i WordPress, samt frontend design
  • webshops – design og usability, skræddersyet til dit produkt
  • lyd – lyddesign til web eller video
  • video
  • foto – mindre fotoserier og stilfotos til brug i grafiske opgaver
  • emballage – design og opsætning
  • udsmykning – af vægge og arealer

Jeg har meget erfaring fra modebranchen, blandt andet med fremstilling af kataloger, salgsmapper, lookbooks, sneak peek video, rentegning af kollektion, prints, print-rapporter, fotobehandling og billedcollage.

Loading...
Grafisk designer i Aarhus - Pernille Granath

Personen bag den grafiske designer

Jeg vil først og fremmest beskrive mig selv som opmærksom. Jeg er opmærksom på detaljerne, men også på de ting, som ikke umiddelbart kan vurderes med det blotte øje.

For mig handler godt design ikke kun om farver, typografi og komposition. Det handler i lige så høj grad om at forstå menneskene bag. Hvad de ønsker at formidle, hvordan de gerne vil opleves, og hvad der gør dem særlige. Derfor lytter jeg mindst lige så meget, som jeg skaber.

Jeg holder til i Aarhus, men det begrænser ikke min rækkevidde. Gennem årene har jeg samarbejdet med virksomheder og mennesker fra mange forskellige steder, og i dag gør digitale møder og arbejdsprocesser afstande mindre relevante.

Så det er mig, du skal tage fat i, hvis du værdsætter det gode samarbejde, den empatiske tilgang og det skarpe grafiske blik.

  • 2005- Momsregistrering af by pernille granath
  • 2008-2021 Grafisk designer, MILK Copenhagen
  • 2006-2007 Grafisk designer, Mindtag
  • 1999-2003 Designer, grafisk designer og modeltekniker, Rie Design
  • 1995-1997 Produktionschef hos C’arla du Nord
  • 1992-1994 Production Controller hos Bitte Kai Rand
  • 1991 Skræddersvend hos Celli Freifelt
  • 1990-1991 Skræddersvend hos Frank
  • 1986-1987 Syerske, Fashion Studio
  • 1983-1985 Keramisk medhjælper, Moth design
  • Tegnekursus, Århus Medie & Design skole
  • Uddannet grafisk designer, Jensens Bureau
  • Mediespinder, Kompetencehuset i Århus
  • Uddannet til herreskrædder hos Frank
  • Uddannet beklædningsoperatør, Fashion Studio
  • Højskoleophold, Holstebro musikhøjskole
  • Matematisk/musisk student

Selvstændig grafisk designer i Aarhus – by pernille granath:
Siden maj 2005 har jeg i mit arbejde skabt en kæde mellem de to erhverv, jeg har i rygsækken, ved at tage det bedste fra begge brancher og lade det gå op i en højere enhed: detaljen, perfektionen og præcisionen og det bevidste valg af farver, materiale og kvalitet.

Grafisk designer – MILK Copenhagen:
Design og vedligeholdelse af webshop. Opsætning og udsendelse af nyhedsbreve. Design af print til T-shirt, og rapportering af print til all-over-print. Udarbejdelse af rekvisitter til fotosession. Optage og redigere video fra fotosession. Layout af lookbook, annoncer og andet grafisk arbejde. Rentegning af kollektionen.

Grafisk designer – Mindtag:
Design inden for etikettering af tøj: hangtags, nakkeetiketter, jeanslabels, gimmicks og andre former for labelling – samt udsmykning af emballage, poser og æsker.

Designer, grafisk designer og modeltekniker – Rie design:
Design og idéudvikling af kollektion, samt rentegning af alle modeller og opsætning af den samlede kollektion i salgsmateriale og plancher. Udarbejdelse af agentmapper og trendoplæg til sælgere. Udarbejdelse af sy-beskrivelser og tilbehørslister. Layout til katalog, annoncer og andet grafisk arbejde.

Produktionschef – C’arla du Nord:
Produktionskoordinering, kvalitetsstyring, pris-og leverandør forhandlinger, udrejse til produktionssteder i hele Europa. Opfølgning af kollektion og produktion, udregning og indkøb af råvarer. Opsøgning af nye produktionssteder. Syning af kollektionsprøver.

Production controller – Bitte Kai Rand:
Kvalitetsstyring af Bitte’s produkter bestående i en stor rejseaktivitet til fabrikker i hele verden og tage stikprøvekontrol af produktionen, opmåling og check af 5% af produktionen, igangsætte kollektioner, kommentere kontraprøver samt opfølgning af kvaliteten gennem hele forløbet fra idé til færdigvarer. Herunder også vasketests og strikfastheds kontrol.

Skrædder – Frank & Celli Freifelt:
Herreskrædder på en lille skræddersal med 2 andre ansatte. Mine arbejdsopgaver bestod hovedsageligt i at sy herrejakker fra start til slut, med to prøvninger i forløbet. Forandring og tilretning af nyt konfektioneret herretøj var også en del af arbejdet, samt at passe skrædderiets butik med strikvarer, skjorter og konfektionshabitter.
Dameskrædder hos Kgl. Hofleverandør, hvor arbejdsopgaverne udelukkende bestod i kombineret konfektions- og skræddersyning af damejakker.

Beklædningsoperatør/syerske – Fashion Studio & UIA-systuen:
Syerske på en lille systue med 3 andre ansatte. Tilskæring af skindjakker, syning af kollektionsprøver og indgik i akkordbåndet. Opnåede en hurtig og sikker rutine i både skindsyning og finere konfektion.

Keramisk medhjælper – Moth design:
Konceptudvikling og produktion til brugskunstbutikker.